Guldenlev, det ædle Blod, vilde Folket se, vilde vide ren Besked, om i Vel og om i Ve
Norges Bonde hos ham stod, om de Nordmænd eied Mod, Mod og Magt til Daad at øve jamnbred Ulrik Gyldenløve.
Kom saa selv med Slit og Stræv farmandsklædt en Kvæld fram til Folk fra vilden Fjeld, slog sig ned paa Sauskindsfeld,
talte ildt om Guldenlev, saa hver Mand helt klart det blev, fremmed Farmand vilde røve Æren rent fra Gyldenløve.
Stilt der blev om Aarens IId; men imellem dem reiste En sig, stærk som fem, holdt en vældig Næve frem,
skreg med mægtigt Maal ham til: “Farveisfant! Du tiger still! “Agt Dig! Du kan bare prøve “tale om han Gyldenløve!”
Guldenlev, den Kongeørn, selv en Kjæmpe var, saa ham an og gav ham Svar: “Hvad er Du for Fandens Kar?”
“Aa, jeg kaldes ,Norske Bjørn’!” “Godt,” sa Guldenlev, “en Tørn “skalt derude Du faa prøve “ret nu med ,Den norske Løve’!”
Udom Stuen stod et Slag, som navnkundigt blev: Norske Bjørn og Guldenlev Klo mod Rame sloss og rev;
Skigard brast med vældigt Brag; Norske Bjørn tog Kjæmpetag, brød ham ned og vilde kløve Skallen der paa Gyldenløve.
Høit da Guldenlev han lo; Norske Bjørn blev bleg. Rundt omkring Soldater steg, Sabler klang og Kvindfolk skreg.
Guldenlev snart opreist sto': “Norske Bjørn! Guds dyre Blod, “hvad for Daad Du agted øve! “Her staar Ulrik Gyldenløve.”
Norske Bjørn gav stolt til Svar: “Godt var Slaget ment; “bedre end det var fortjent! “For det siger her jeg bent:
“Rakt i Bakken fluks det bar, “om Du selve Kongen var, “som kom hid og vilde røve “Æren fra han Gyldenløve!
Guldenlev helt slagen staar. Mæler da en Mand, hvid af Alder, skjælv paa Hand: “Kongeløst var Norrigs Land,
“alt saa langt mit Minde gaar; “men om bedre Tid vi faar “og skal Krig for Frelse prøve: “Du er Manden, Gyldenløve!”
“Snart det er paa yderst Tid, “Folket Konge faar; “blot en Kjæmpe foran gaar, “Følge faar han, og jeg spaar:
"Bedre Folk ei gik til Strid, “bedre Høvding kom ei hid – “Norges Krone tykkes høve “Ulrik Fredrik Gyldenløve.”
Ulrik Fredrik Guldenlev kræved Norges Blod. Norges Ve han vel forstod, Norges Sag han dog forlod,
Folkets Frelser ei han blev – Norges Sagas Skam han skrev, drog til Dalsland for at røve, Ulrik Fredrik Gyldenløve!
Cookies on Poetry Cove