Det var Kaptein Kristofer Koss af Skedsmos Kompagni, en Mand af Mod, en Mand af Trods, en Mand af Blod, en Mand forstaas,
som kunde staa, som kunde slaas – ja slaas for ti. Som ung Soldat saa ofte han alt havde vist sit Mod:
i Arvefølgekrigens Brand, for Vilhelms Sag i Nederland, ved Kortrijk, Hochstädt holdt han Stand, det unge Blod.
Nu var til Hjemmets gamle Gaard han vendt fra fremmed Land. Ved Skedsmos Kompagni han staar, snart seksti Aar, med graanet Haar;
men i hans Bryst et Hjerte slaar i Ungdoms Brand. Det var Kaptein Kristofer Koss, han staar der høi og bred:
“For Oslo, hører jeg, de slaas; “men ingen Ordre sendes os. “Her skal vi staa som Fæ, forstaas, “og ei bli med!”
“Ei er her Lod; ei er her Krud “for Skedsmos Kompagni. “Jeg sendte Hausmann Bud paa Bud; “nu flygter Krag af Oslo ud
“de Tonsberg, Deichmann – tvi! ved Gud “sligt Kompagni!” “Jeg hører, Sit de reddet har “derind paa Akershus,
“mens Oslo ligger blank og bar, “saa Svensken Smitt og Smule tar “og river Alt, hvad vort der var, “i Grund og Grus!”
Det var Hrr. Koss, af Alder graa, han svor en Ed paa Stand: “Før som Kaptein jeg her skal staa, “mens Andre slaas, og se derpaa,
“før skal til Akershus jeg gaa “som menig Mand!” Saa snøgt som sagt, saa var det gjort; slig var hans Skik og Sæd.
Han hængte Uniformen bort; han tog Farvel, han sa ei stort; saa red de ud af Gaardens Port – for Sønnen han var med.
Det var Kapteinens Hustru kjær, hun stod der still og hvid; saa traadte til sin Søn hun nær: “Om Du har havt Din Moder kjær,
“saa bring Din Far, hvor end han er, “tilbage hid.” Og unge Kristian Koss han fandt sin Moders magre Haand:
“Gud Herren hjælpe mig saa sandt! “Om Mur der styrted, Hus der brandt, “jeg stod ham hos, – jeg gir i Pant “min Sjæl og Aand!”
Slig kom da Koss i Krigen med som simpel Grenader, og Sønnen ved hans Side stred, og der, hvor stærkest Strid fandt Sted,
man Koss'er to i første Led af Têten ser. Og efter nogle Dage gik det atter saadan til,
at gamle Koss Kommondo fik og efter egen Sæd og Skik gik først mod Hugg og først mod Stik og først i IId.
Von Klenow Uniform ham bød som Grenaderkaptein; men gamle Koss blev bleg, blev rød, og høit han svor: “Guds Pinedød,
“jeg stod som Chef, før I blev fød, “ – i Kugleregn.” “Jeg er Kaptein, Hrr. Kommandant, “ved Skedsmos Kompagni;
“men vi blev glemt, da Striden brandt; “vort Blod ei Norge værd man fandt. “Hrr. Kommandant! jeg er ei vant “Kujoneri!”
Slig fulgte Koss sin egen Norm; saa saar og sær han var. Paa Hjerteroden gnog en Orm, og naar han gik til Strid, til Storm,
som Zir han paa sin Uniform en Ligdug bar.
Cookies on Poetry Cove