Gamle Norge, elskte Land
bedste Ven i Verden,
for din Fred vi Mand ved Mand
gaar til Ledingfærden.
For at værne Vækst og Vaar
i et fattigt Hjem
rundt om Land der Hærskrig gaar:
“Nordmænd frem!”
Først paa Post som Grænsevagt
Vikens Fylking flommer;
fjernt gaar Døn i Høifjeldstakt:
Østerdalen kommer.
Og fra Grænsen langt mod Nord
som i gammel Tid
tordner Trøndelagens Ord:
“Her staar vi!”
Og fra Hav der vester fra
fraader Flag rundt Kysten.
Tusen Seil, ja fler endda,
stævner frem til Dysten.
Ældste Lods og yngste Gast
knuger. Haand om Rat,
melder kort og uveirskvast:
“Vagt er sat!”
Helt fra Kap til Jæderns Skjær
dybt i øde Skogen
blaaner Vagtblus fjernt og nær,
efterglemt staar Plogen.
Langs de mørke Fjelde hen
over Bygd og By
stiger vrede Rop af Mænd,
Vaabengny.
Norges Kvinde høi og harm
staar forladt og lytter,
dier Barn af sliten Barm
i de slukte Hytter.
Lider Nød foruden Ord,
Sorg foruden Graad.
Høi den gror i fattig Jord
Savnets Daad.
Gjerne dø, naar blot der gaar
Sol om Fjeld her hjemme,
og naar sidste Røst, os naar,
er vor Moders Stemme.
Krænker Nogen Hjemmets Jord
Alle Mand gaa paa!
Kræves Vagt for gamle Nor,
Vi skal staa.