Trolle sad hel angst og slagen i sit Slot paa Akershus: “Jemtland, Baahus, Trøndelagen “Svensken har med Mand og Mus!
“Landets Redning Ingen ænser; “Hver har nok med sine Grænser!” “Stjernesköld hardt fra Trondhjem truer; “Haldens Magt staar ei imod!”
Trolle mørk mod Gulvet skuer – høi Hrr. Bjelke hos ham stod: “Drik Hrr. Nils! Vær ei bedrøvet! “End er Norrigs Most ei prøvet!”
Trolle drak med Generalen, satte stur sit Bæger bort: “Jemtland, Baahus, Herjedalen – “hvordan faar I Fienden fort?”
Trolle taug. Med høireist Pande saa han Jørgen Bjelke stande: “Dette Folk tilforn har kunnet “slaa i Nød et Kjæmpeslag!
“Jeg vil se, om den er svundet “Fædres stærke Aand idag. “Løse vil jeg Magni Løve; “Norrigs Bonde vil jeg prøve!”
“Sørg ei I for Haldens Skjæbne; “Tønne Huitfeldt han staar der. “Tungvindt Bonde vil vi væbne, “rope fram en Folkehær!
“Faa den vendt, se det er Sagen, “bent mod gamle Trøndelagen!” Trolles Træk de blev hel blide; som en Sky af Kind ham fór;
Jørgen Bjelke ved hans Side stod der tryg og bred og stor. “Drik, Hrr. Nils, og drukne Sorgen! “Rop saa Folket fram imorgen!”
Høit fra Norges Fjeldesider flammer Baunens kjendte lld. Samlingsrop fra svundne Tider taler atter Folket til;
og som Svar paa Fortids Tale stiger Mumlen dybt af Dale. Tung den drønner Vaabenlarmen, der hvor ellers stilt det er;
over Landet Folkeharmen suser lig et Tordenveir. Vækket Bonde tar til Sværde'; Folkets Hær er alt paa Færde.
Gudbrandsdøl mod Nord han skræver, stiv og støl i Sauskindsbrok, Øks paa Nakke, Kont af Næver, fyldt med Sul og Fenaknok.
Ham ved Side, seig og mager, kjipen Valdris Têten tager. Lærdøl med den rappe Tunge, Østerdøl saa bred og svær, –
Nord de drager, Gamle, Unge; bent mod Nidaros det bær. Trægest Fodtrin blir helt snare: Norrig er jo stedt i Fare.
Gudbrandsdalens Provst, Hrr. lver, glemmer gammelt Had og Nag; fram han stiger lugn og giver Foged Jørgen Hand idag:
“Venner er vi her i Striden! “Skal vi slaas, saa slaas vi siden.” Saadan med de norske Bønder drog han over Dovre fram.
Opdøl, Rennebygg og Trønder slutted tæt og tryg til ham; men da Dølen kom til Hlade, Bergens Flok laa alt tilstade.
Holberg, Reichwein og von Hoven førte Folkets Hær til Strid. Tapre Stjernsköld svor foroven: “Föränd normän komma hit,
förr skall jag med spjut och yror hacka kål af mina byror!” Stjernsköld Alt, han havde svoret, holdt i Agt med skarpen Staal.
Nordmand tog ham rakt paa Ordet, gjorde der paa Svensken Kaal. Ledte hannem overmandet, tapre Stjernsköld, ud af Landet.
Jørgen Bjelke med Nils Trolle stod til Fest paa Akershus: “Ser I, Halden kunde holde! “Tøm for Huitfeldts Kamp Jert Krus!
“Tøm det og for Norges Bønder, “Døl, Bergenser, Valdris, Trønder.” “Den, som færdes her i Landet, “den, som lodder Bondens Bund,
“ved, at Folket blir et andet, “straks de faar sin Samlingsstund! “Ved, at store Kræfter stiger, “naar i Norrig Nød først skriger!”
“Men det skal om Livet gjælde, “før den norske Mand forstaar, “at det hele Landevælde “er ham mer end Grund og Gaard!
“Drik, Hrr. Nils, at Fiendens Klinge “Fram til Folk maa Norrig tvinge!”
Cookies on Poetry Cove