Den norske Hær

Nils Trolle han fik sig fra Halden Bud, som han sad der paa Akershus Slot: “l kommer, Hrr. Statholder, fort og godt “at se, hvordan Norriges Hær ser ud,

“som Slag har slaat “og Seier har faat! “Al Pris og Tak være Gud.” Nils Trolle han blev sig saa mod i Hu,

han blev bleg, han blev rød som Blod; Jørgen Bjelkes Bud han saa godt forstod; det slog ham i Sjælen med Graad og Gru. Sin Hustru god

han hente lod: “Nu fare til Halden Du!” Nils Trolles Hustru til Halden fór for at skue den norske Hær.

Rundt Voldene blæstes der Vagt i Gevær; hos Fruen stod Bjelke saa bred og stor; men bagom der stod barsk og tvær

Tønne Huitfeldt uden et Ord. Da klang der et Horn ifra Kretzensten, som et Skrig over Norge det lød. Kommandorop hørtes; Salut man skjød;

saa kom de Gutter, en efter en. Som Hævn og Død et Hurra brød, da Bjelke for Fronten trén.

De stod der, de Gutter fra Brohoved Skans; knapt Klæder paa Kroppen de har; med blodige Fødder og Barmen bar de bød Harald Stake saa staalhaard en Stans,

gav Svensken Svar, skjønt vist det var tre fire Fiender til Mands. De stod der, de Gutter af Normands Flok,

af Tolderen Bjørns Kompagni; helt blege i Aasyn de ni af ti, Klæder fast Intet, af Saar en Skok; de kjæmped i

hint Slagteri, da Stake ved Id fik nok. Hrr. Bjelke sig vender mod Trolles Viv: “Her ser I vor halve Hær;

“Den anden ligger i Brakken der “og strider med Helsot om Helse og Liv, “ei Mad, ei Klær! “l ser, hvad her

“vi har for et Tidsfordriv!” Nils Trolles Hustru hun brast i Graad: “Gud trøste den Norriges Mand, “som slig Soldatesk til Slag fører an!

“Skal slig en Armé der drives til Daad, “ei øines kan “for Norges Land “den mindste Redning og Raad!”

Tønne Huitfeldts Øine de spruted IId; han trén for den Frue frem: “l fare, min Frue, til Akershus hjem, “før sligt et Ord I taler os til.

“Jer Graad kun glem “og ynk ei dem, “som staar her i Hunger og IId!” “l vise mig, Frue, en likere Hær!

“l vise mig den General, “som ikke vil dele Kummer og Kval “med Gutter som dem, der staar halvdøde her, “men paa Befal

“til Fienden tal’, “saa længe som Liv der er!” Det var Tønne Huitfeldt tog Hatten af: “Forlad mig, min Frue, saa sandt!

“Vi Nordmænd, vi er ikke bedre vant; “vi har kun et Land og et Liv og en Grav; “det Blod, som randt, “ret Vei nok fandt,

“naar vi det for Norrig gav.” Tønne Huitfeldt taug, og en Stilhed laa over Pladsen et langt Minut. Da braged et Hurra der løs tilslut;

langs de lasede Rækker Hrr. Huitfeldt saa paa hver en Gut helt tryg og mut; – saa satte han Hatten paa.