Armfelt paa Tydalsfjeldene

Hoi, der gaar et Herrens Veir over Trøndelagen! Snestorm uler fjern og nær, Snegauv mørkner Dagen.

Men i Stormen tung og svær Dômens Klokke Melding bær i ubændig Jagen: Armfelt med den svenske Hær

er af Lande dragen! Langveis Bud han fik en Kvæld: Tolvte Karl er falden! Retfærd har sit Grænseskjel

sat ved gamle Halden. Næste Dag fra Tydalsfjeld som et iskoldt, vildt Farvel skar Retræthorns Gjalden.

Brød saa op de gule-blaa gamle Karoliner, var ei vant Retræt at gaa, tungt mod Øst de triner;

helt til Kvælds de Trønder saa Lien op det blinke paa Sverd og Karabiner. Fik da Lyst de norske Mænd

Svensken Vei at te, blodrød Benvei hjem igjen gjennem Is og Sne. Var paa Vei med Spjud og Spær

tidlig andre Dagen, var ham alt paa Livet nær. Da blev større Opgjør dér, – Fjeldet selv tog Sagen;

thi der kom et Herrens Veir over Trøndelagen. Har de norske Vidder tiet mange Hundred Herrens Aar,

har det norske Taalmod biet, som det endnu bie faar, – denne Gang fik Fjeldet Stemme, denne Gang fik Vidden Ord,

Ord, som Norden ei skal glemme, Dom imellem Bror og Bror. Værre Veir i Vinternatten ingen Mand til Minde tog

end i Sjutten Hundred atten, samme Nat som Armfelt drog. Var, som alle Fjeldes Krop Norge rundt har reist sig op,

var, som hundred Jøklers Kulde disse Nætter samles skulde, for med hele Viddens Vælde Broderstridens Dom at fælde:

Frem fra vilden Jotunheim driver graasvart Taage-Eim; Dovre jager Isgufs ind, bitter Frost gir Glitretind;

Alle har de Stævne sat denne Hævnens Vinternat, Alle efter Art og Ævne agter gammel Skyld at hævne.

Lig et Hav hvirvler viltert, yrt og iltert Sneens Kav;

sylkvass ind i Vintrens Lin pisker Vind i Hui og Hvin;

svart og haard Bygen gaar; – som en Væg fra Nord den staar. Norges Sorg og Norges Kval

suser som en Dødskoral, som en bortgjemt Sørgesang over Viddens Vintervang. Dødens Skrig,

Nødens Krig, Vintrens Hunger sulten sjunger, som om Tusend Ulvetunger

varsler Lig! Armfelts tapre, tause Hær ved ei længer, hvor den er; gamle Karoliners Skare

aner Død og øiner Fare; foran, bagved, alle Vegne styrter Folk, og Heste segne. Frem dog gaar de, uforsagt,

fast og tungt i Marsch og Takt, knuger med sin sidste Kraft Børsens Skjæfte, Spjudets Skaft. Fremad gaar de, lider Kvalen

uden Ynk og uden Ord; thi der foran, stum og stor, rider Armfelt, Generalen. Første Nat og anden Dag

værre Storm og værre Jag; men ved Essands frosne Vove der fik Svenskehæren sove; Fire Tusend gik til Ro;

vaagned bare Tusend to. Og da Armfelt næste Dag bød Reveillen slaa til Slag, stansed han i sin Befalen,

slagen, ligbleg, Generalen. Thi hans stolte Veteraner lystrer ingen Ordrer mer, sidder stumme, mens det sner,

frosne i de hvide Faner. Kompagni ved Kompagni, Alt i Orden, Skik og Pli; – Nummer fremved Nummer sad

tyst i Række, tæt i Rad, Ryg mod Ryg som halvt paa Vagt Børsen op mod Akslen lagt, – selv i Dødens Rædsel dér

Mønstertrop af Mønsterhær; men det trætte Hoved hældet med den blege, hvidblaa Kind mod det kolde Snelin ind,

færdig fra sin Strid med Fjeldet, færdig med sit Kongebud, færdig med sin Pligt mod Gud, færdig med sin Folkeære,

som et trofast Folk kan være, af en Tyngsel overvældet, som ei noget Folk kan bære. Armfelt sidder askegraa,

stivnet som til Sten i Sadlen; Officerer rundt ham staa, tier, bier, undrer paa, hvi han venter, Generalen.

Men de bleg-blaa, tynde Læber munmler halvhøit: ,Gud, som dräper! “Gud, som Sverige har förskjutit, “hvad har det och jag förbrutit!”

Tier. Gyser. Fjeldets Stemme kan i Veiret han fornemme: “Her mig har Naturen lagt “som en Ryg imellem Lande,

“som en evig Retfærds Vagt “midt imellem Strand og Strande, “som en tveeggd Trygheds Klinge, “Ribbens-Hvælv om Nordens Bringe,

“Benrad i Naturens Kjød, “Nordens Kraft i yderst Nød. “Nu har snart jeg Tusend Aar “set, hvor Frændestriden gaar,

“set, at Slægter efter Slægter “al Naturens Lov fornægter, “set, at Folkekraftens Tab “slynges i Genungagap,

“kjendt, hvor Fremtidsfolkets Blommer “visner over Nordens Sommer. “Osg saa er til sidste Slut “Maalet fuldt et kort Minut,

“og saa agter jeg at tage “al min ødte Kraft tilbage; “taaligst Ven blir haardest Dommer, – “sent jeg kommer; men jeg kommer!

“Det, som disse Døgn der hænder, “det, som denne Nat har dømt, “sker paany, naar Tiden kjender, “at dens Taal til Bunds er tømt.

“Agter Bror sin Broders Værd, “er jeg Staal i Nordens Sværd; “agter Broder Bror at hærge, “blir jeg Værn og Varg og Værge

“Vidt er Fjeldet, vild er Uren; “jeg skal magte gjøre Slut; “har I mod Naturen brudt, “skal I brydes af Naturen!”

Fjeldet vender Ryggen til, breder vart sin Kappe over Sverigs tapre Hær, som sover. Vidden fryser stor og still'.

Med en Røst som frossen Graat Armfeldt roper: ,”Marsch, framåt!” – Gjennem Vinterviddens Bølger otte Hundred Mand ham følger.

Gjennem øde Handøldalen naar han Sverig, Generalen. Stormen stilned næste Nat; koldt det var, saa Flisen sprat;

men da Gry af Morgen bleg over Skogens Skumring steg, Østerdalske Kompagni, Emahusen og hans Skarer,

Vidden ind paa Langfærd farer, Tydalsfjeldet frem paa Ski. Troppens Chef, en Mand af Jern, foran drar til Legertjern; –

bier fælen her de Andre, liker ei alene vandre. Thi i Flok rundt Tjernet lagt syns en sælsom Nattevagt:

Klynge frossen fast ved Klynge, Lig i Klump og Lig i Dynge! – Emahusen med sin Skare søger skyndsomt vid're fare.

Feil af Leden tar man ei; selve Døden viser Vei: Mærkepæl ved Mærkepæl Folk som frosne var ihjel;

lig en Skogbrands Stribe Veien svartner over hvide Heien. Emahusen fort forbi jager med sit Kompagni.

Andre Natteleiren naar han; – stum i Rædsels Undren staar han: Støttet op mod Essands Strand staar de, mange Hundred Mand,

Haand om Børse, Pli og Skik, slig som Armfelt fra dem gik, stirrer Syd med glassent Blik, som de midt i Dødens Kval

venter Tolvte Karls Befal, som selv nu de ei vil vige fra sin Vagt for Svea Rige. Var sig Kaptein Emahusen,

syntes fjernt at høre Susen af en mægtig Folkesorg, stod der fjetret, stod der fangen, syntes fjernt at høre Sangen:

“Herren er saa fast en Borg” baaren høit af Hundred Tusend; syntes, for sit Øie se Gustav Adolf bøie Knæ

for de store Aandens Tanker, for den fælles Folkemagt, som i Nordens Hjerte banker, men af Strid blev øde lagt.

Gjennem Emahusens Blod jog en Angst, han ei forstod, steg en Sorg saa over Maade, – han, den stærke, vilde graate,

kjørte harm sin Skistav fast bent i Berget, saa den brast, kommanderte saa sin Skare anden Vei til Dals at fare,

slet sig hjemad, tung i Hu, gjennem Vinterviddens Gru. Men langs Fjeldets frosne Sider dæmringstungt og sikkert skrider

Morgenskjær af bedre Tider.