Du, som er fuld af synd og skam
og intet godt formaar,
o, kjære, se paa det Guds lam,
hans retfærds dragt du faar.
Jeg hilser dig fra ham, din bror,
han for dig har betalt.
Du salig er, om du det tror.
Ja, han har fuldbragt alt.
Du, som er fattig, vent kun lidt,
din rigdom end er gjemt.
Vor Gud dig kalder barnet sit,
han arv dig har bestemt.
Jeg hilser dig fra ham, din far,
at riget du skal faa;
det saa behageligt ham var,
hils dermed dine smaa.
Naar I paa knæ i lønlig vraa
jers stille bøn frembær’,
saa, kjære, tænk paa os ogsaa
i søndre Aurdal her.
Saa skal det ske, at vi engang
fra øst, fra vest, fra nord
faar samles hist med frydesang
ved Herrens eget bord.