Nu Gud ske lov, nu har jeg hvile!
jeg blev saa træt af reisen her;
nu kan jeg sødt og saligt smile
hos ham, som har de smaa saa kjær.
Nu grant jeg ser den vise Gud,
som herligt alting fører ud.
Nu, Gud ske lov, mit trætte øie
jeg lukker i en fredfuld blund!
Jo større arbeid, strid og møie,
des sødere er hvilens stund.
Jo større trængselen er her,
des større herligheden der.
Mit smertens leie fik jeg bytte
med herlighedens frydesal,
fra graadens dal jea snart fik flytte
til glædens hjem blandt englers tal,
fra stormfuldt hav jeg kom iland
hinsides paa sølvhvide strand.
Nu staar jeg iført brudeklæde
i Salems by saa frisk og glad,
nu har jeg vundet evig glæde,
faar prije Gud blandt englerad. ‒
Farvel min far og moder kjær
velkommen til mig, hvor jeg er!
Tak for de mange varme bønner,
tak for hvert suk fra hjertens grund!
Tak for hver taare! Gud belønner, ‒
han glæde eder allenstund!
Jarvel enhver, som har mig kjær!
Tak for den stund, som jeg var her!