Se blomster, røde, gule, blaa
i brudeklæder smykket staa,
nys under vintrens ligdug hvid
de døde laa den lange tid.
Og bækken laa i baand og tvang;
men nu med dansetakt og sang
den gjennem lien livlig gaar
og overalt om vaaren spaar.
Hør fuglesangens harmoni,
i kor de muntert stemme i.
Ja, al naturen, glad og prud,
staar klædt i deiligt høitidsskrud.
Alt breder ud vor Herres pris,
ja, mindste blad er nok bevis;
var det da ei den største skam,
om jeg ei skulde prise ham?
Som vaarens blomst i dal og lund
opstaar mit støv en morgenstund.
Da skal bag vintrens savn og nag
opgaa en evig vaarens dag.