Tronhusknatten stor og mægtig,
lige alvorsfuld og prægtig,
som da Sigurd Syr den saa,
ragende mod himlen blaa!
Om dens høie, mørke tinde
raser stormen barske vinde;
men den ler kun ad den støi
og staar lige stolt og høi.
Med en stjernekrans om pande
ser den ned mod Bægnas vande,
undrer paa dens travle sving,
men den siger ingenting.
Om dens brede kjæmpebringe
ørneunger stolt sig svinge.
Uglen tuder af al magt,
naar den paa dens tind staar vagt.
Den saa Gydas ungdomsdage
og sankt Olaf frem at drage.
Den saa slægter komme, gaa;
men den lige kjæk mon staa.
Udi sølverhvide klæder,
maaneglansen om den breder,
tidt den som i bispeskrud
staar og præker høit om Gud.
Nys til aftensang den taled,
Herrens storhed for mig maled,
hvortil elven ved dens fod
sang en lovsang rigtig god.
Og tilsidst kom nordlysflammen,
lyste freden, sagde amen, –
saa gled maanekaaben ned
ifra skuldren høi og bred.