En tid jeg fredløs var i mit hjerte og søgte skjule min dybe smerte. Jeg freden søgte da rundt omkring, men sorg der var kun ved hver en ting.
Jeg kom til hytten, hvor faders stemme og moderrøsten, jeg ei kan glemme, lød mildt og venligt i ungdomsaar; den talte til mig om svunden vaar.
Jeg kom til dalen, hvor tvende grave i bakkeheldet jeg maatte lave; de talte til mig om suk og savn, men intet talte om længslers havn.
Ved graven monne en kirke stande, der blev jeg korset paa bryst og pande, der fik jeg arv, men hvor var den nu? Da først mig selv jeg dog kom ihu.
Jeg fandt, at arven var rent forloret og eden brudt, som dengang blev svoret; hvad under da, om urolig jeg som arveløs gik menedens vei?
Jeg fandt, at jeg fra min far var draget og skjøgen, verden, til selskab taget. Hvad under da, om jeg hunger led og fredløs vanked fra sted til sted?
Til faderhuset jeg vil tilbage og husets fedme igjen faa smage; jeg er ei værdig at kaldes søn, tag mig til naade! o, hør min bøn.
Da trilled taarerne ned i bækken, som rislede mellem tornehækken; da kom en sky og dem løfted op høit over høieste bjergetop.
Jeg efter taaren da opad stirred, mit hjerte bæved, min læbe dirred. Da troens stjerne jeg saa at gry, der tindred frem af den sorte sky.
Den mer' og mere tog paa at funkle og lyste op i det døde dunkle. Jeg saa en mand fuld af blod og saar paa korset hænge, did jeg da gaar.
Jeg saa det glødende frelserhjerte, jeg saa hans blod og hans dybe smerte, hans milde blik mig til hjertet gik; da “Abbaraabet“ jeg lære fik.
Der fandt jeg maalet for al min længsel! der saa jeg enden paa al min trængsel! der fandt mit hjerte en ankergrund, der selv ei svigter i dødens stund.
Jeg sank i knæ der ved korsets stamme og haabets stjerne tog til at flamme; den lyste lige til Salems by, og jeg fik glæde og fred paany.
En tredie stjerne tog til at tindre, jeg følte glandsen udi mit indre; det kjærlighedens var, stærk og mild, den varmed Hjertet med guddoms ild.
Cookies on Poetry Cove