Mit hjerte bliver varmt og blødt,
naar jeg din rislen hører;
saa underligt, saa mildt og sødt
du ømme strenge rører;
du lægger smilet om min mund
og graad fremlokker samme stund
og atter luller mig i blund
og op til himlen fører.
Det er saa lidet, jeg forstaar
udaf din høie tale,
og endda hjertet heftigt slaar,
naar du i skov og dale
fortælle vil om, hvad du saa,
hvorlangt idag du tænker naa,
hvad underligt du hørte paa
i skjulte klippesale.
Kanhænde, der i hyttens vraa,
i skovens stille øde
en moder sad med sine smaa,
foruden sko og føde.
Kanhænde, hendes taarehær
du bringer mig og bud frembæ'r
om, at jeg maatte komme der,
kanhænde snart hun døde.
Kun kjærlighed du taler om,
det kan jeg grant fornemme.
Du taler om min moder from,
om mine kjære hjemme.
Du taler og om sultne smaa,
som uden hjem i verden gaa;
om dem, som husly lod dem faa
med blød og sagte stemme.