I dig, vor kjære pastor Barth,
vi eier emne til et kvæde;
thi kjærligheden har den art,
at den frembringer sang og glæde,
og det er kjærligheden glad,
som frembær' dette simple kvad.
Naar du i Herrens tempel staar
og fredens vei saa skjønt udmaler,
Guds ord saa mildt til hjerte gaar
og bange sjæle sødt husvaler;
thi frelservennen mild og god
du maler, som han for os stod.
Naar du er ved den syges seng,
gaar kvægende til sjæl og hjerte
en duft ifra den blomstereng,
som lægeurt har for hver smerte.
Og mangengang ifra hin stund
den syges sjæl, ja krop, blev sund.
I sal saavel som hytte lav
man smiler, naar du ind mon træde,
at tørre taaren venligt af,
det er din lyst, din fryd og glæde.
For folkets vel og Herrens sag
dit hjerte slaar saa varme slag.
Derfor vi Gud nu takke vil,
som gav os dig, hvorom vi bade,
og hjerteligen lægge til:
Gud dig velsigne og dig lade
her blive mange, mange aar,
at røgte Jesu dyre faar.