Seks aar af din vandring tilbage er lagt,
og englene trolig har om dig holdt vagt;
skal de saa fremdeles gaa med paa din vei,
flet selskab maa skyes, der trives de ei.
Tænk, fader og moder med sølverhvidt haar,
de bange ser efter, hvor sønnen hengaar;
o, hvor de da glædes, dersom de fornam,
at englene vare ifølge med ham.
Hvor roligt jeg sov i mit dødningeskrin
hvis aanden dig førte hvert eneste trin;
hvor glad jeg ser ned fra det himmelske hjem,
naar du med Guds folk paa din vei drager frem.
Nu glæden er blandet med sorg og med frygt;
paa veien for fiender ikke er trygt;
derfor jeg et raad dig vil give idag,
o, følg det, min søn, og til hjerte det tag!
Naar syndere lokke, o Sigurd, da vid,
at himmelens krone skal blive din pryd,
hvis du ei gaar med paa den farlige vei,
men mandig i frelserens navn siger nei.
Gjør valfart i aanden til barnet paa itraa,
til haven til ham, som i blodsved der laa,
til Golgata høi, hvor hans hjerteblod randt,
der hellige kræfter til striden du fandt.
Din faders og moders enstemmige bøn
er: Herren velsigne dig, Sigurd, vor søn!
han lede dig her gjennem aarene frem
og hist ind i himmelens straalende hjem!