Idag sig aabnede himlens rige
for dig ved daaben, du ind fik ftige.
Du fik en klædning, saa ren og klar,
og himlens konge blev selv din far.
Iblandt de hellige er du regnet,
og i sin bog han dit navn har tegnet.
I lysets rige din arv er skjøn,
o, glem det aldrig, min klære søn.
O, lad ei synden den klædning plette
og af den bogen dit navn udslette.
Olaf den hellige du nu er,
med rette du og det navnet bær’.
Du hellig blev udi daabens vande
og korsets tegn fik paa bryst og pande.
Olaf den hellige er da du,
min kjære søn, kom det tidt ihu.
Det navnet meget har at betyde,
derfor du derved dig ret skal fryde;
thi uden hellighed ingen skal
se Herren oppe blandt enaletal.
Naar verden hellighed mon bespotte
og sig mod hellige sammenrotte;
da vid, at hellige før ogsaa
i haan og spot tidt har maattet gaa.
Min søn, naar syndere dig mon lokke
og sig med snedighed om dig flokke,
da gjør som Olaf, hin helt saa kjæk,
med aandens sværd jag de trolde væk.
Ja, følg ei med dem, min søn, du kjære
men lev din tid til din Jesu ære.
Naar kampen bliver dig tung og hed,
husk paa, hvad Frelseren for dig led.
Gud signe dig da paa al din færden
og være med paa din gang i verden.
Saa faar vi blande vor røst engang
med alle helliges takkesang!
Gid du som hellig maa sødt faa blunde,
naar det til kvæld paa din færd mon stunde.
O, hellig, hellig, o, hellig da
du synger med dit halleluja.