I edens skjønne rosenlunde
saa manden undrende omkring
saa vidt, som øiet speide kunde,
fuldkommenhed var ved hver ting;
men at han selv kun halv var blot,
det følte han og mærked' godt.
Det er ei godt at ene være
for jordens barn i støvets land;
derfor den kvindeskabning kjære
blev føiet til den første mand;
og først i hendes hulde favn
hans længsel naaed' frem i havn.
Derfor du fast til mig er lænket
med dyre baand, o kone huld;
du gjæve sønner mig har skjænket
og døtre, mere værd end guld;
med dem jeg atter er som ung
og glemmer, foden bliver tung.
Dog ved jeg, baandet nok vil briste,
derfor ei hjælper nogen magt;
men i den sorte, fæle kiste
en stund kun støvet bli'r nedlagt;
gjensynets haab saa himmelblaat
af fryd mit øie tidt gjør vaadt.
Det er vel jeg, som først faar bytte
min vandrestav med palmen skjøn;
aa ja, lad falde denne hytte,
men hør min inderlige bøn:
jeg dig leverer vore smaa,
som mor du nøie dem pas paa.
For hvert et tog af frelste skarer,
som kommer til hint fagre sted,
til føreren jeg hurtig farer
og spørger: Er min kone med?
Naar kun et smil jeg faar til svar,
forstaar jeg godt, han med dig har.
Til hvert et tog vi siden haster,
ser, om af vore vi der har;
tænk, om et barn da glad sig kaster
i armene paa mor og far;
ja tænk, om vi og vore smaa
tilsidst der samlet kunde staa!