Nu vaaren kommer, solen ler,
og fuglen synger glad,
og blomst ved blomst man atter ser
blandt fryd og glædeskvad.
Den blide sommer stunder til
med al sin herlighed;
men ak, hvor kort den endes vil,
førend du selv det ved.
Snart solen synter bleg og mat,
og sommeren hendør.
Den lange, mørke, kolde nat
udbreder trist sit slør.
Saaledes du, vor Thora kjær,
staar nu i livets vaar,
og glæden smiler; du nu er
i dag kun otte aar.
Men førend du ved noget af,
sig nærmer livets høst,
og tæt foran dig er din grav,
hvad har du da til trøst?
Jo, efter denne korte vaar
er evig sommer skjøn,
hvor blomsten altid pragtfuld staar
og engen evig grøn.
Ja, der er evig blomstervaar
i Salems gyldne land;
der er et evigt jubelaar
hist paa den anden strand.
Paa denne dag vort ønske er,
at did du maatte naa;
lad ingen magt i verden her
dig derfra draget faa.
Saa skal vi samles der engang!
O, tænk dog, hvilken fryd
at føre der til harpers klang
sit liv i lysets pryd!