Et hyggeligt og roligt hjem
er himmel her paa jord,
hvor mand og viv og børn med dem
ifred og gudsfrygt bor.
Idag paany en fryd vi faar:
den ældste af de fem,
som Gud os gav, er elve aar
og trives i vort hjem.
Det er dig, Sigrid, from og kjær,
med uskylds øine blaa.
Idag du afdin fader her
en liden sang skal faa.
Jeg mindes grant den midnatsstund,
da livets stemme lød
for første gang ifra din mund
saa underlig og blød.
Hver draabe blod da rørte sig,
som i mit hjerte var;
saa underlig jeg følte mig,
thi jeg var bleven far.
Jeg mindes godt, da paa min arm
jeg første gang dig bar,
da sendtes op en bøn saa varm
for barnet fra bets far.
des mindes og den sørsie gang,
“papa” stammed frem
som sølvklokker ar klang
udi det kjære hjem.
Jeg mindes og, jeg lærte dig
at bøie knæ for ham,
som kan dig gjøre lykkelig,
det Guds uskyldig' lam.
Hav tak for disse el've aar!
du altid var os fjær,
og hvor du end i verden gaar,
er du vort hjerte nær.
Vor Gud velsigne dig, o barn!
Det beder mor og jeg,
han fri dig fra hvert fangegarn,
som sættes paa din vei!
Vor bøn skal følge dig hver stund
paa al din gang og sti,
til vi udi den sidste blund
indslumre frelst og fri.