To havne meget kjendte er:
vor vugge og vor grav,
og mellem dem, vor datter kjær,
gaar reisen frem i trav.
Vort liv er væverskytten lig;
dig det i hjertet skriv,
saa du kan nøie vogte dig
for syndigt tidsfordriv.
Førend du ved, den sidste havn
i sigte alt du har;
hvo der gaar ind i Jesu navn,
faar seierskronen klar
Men skal du saadan seile ind
engang i havnen der,
saa maa du i dit ganske sind
omslutte Jesus her.
Thi, som man lever, dør man jo
det er en afgjort sag,
saa lev din tid i bøn og tro,
vil du bli' glad hin dag.
Saa skrider dine dage blidt
hernede aar for aar;
om veien trang kan blive tidt,
den dog til himlen gaar.
Igjennem taagers tætte slør
en blodrød høi du ser,
hvor livets fyrste for dig dør
og venlig mod dig ler.
Og Golgata er høiens navn,
den rager mod det blaa;
hvo derfra skrider ind i havn,
en gylden strand vil naa.
Vor bøn den er idag som før,
at der vi samles maa,
at vi bag tidens dunkle slør
om thronen ring kan slaa.