Du Mathias, en gave stor
fra Herren god til far og mor.
Ved daabens bad de dig igjen
til Gud, din far, har givet hen.
Thi korsets mærketegn du bær,
derpaa jeg og et vidne er.
Nu hviler du i Herrens arm,
ret som ved mamas ømme barm.
Nu har hos Gud du barnekaar
for Jesu Kristi dybe saar
og arveret til himlens land,
en arv, for stor for vor forstand.
Det er vort ønske og vor bøn,
at du bevarer arven skjøn,
at verdens, daarers visdom ei
din barnetro frarøver dig.
Kanhænde jeg hjemvandre faar,
førend din livsblomst moden staar,
derfor et ord dig her er sagt:
glem ei din daabs, den dyre pagt.
I livets kamp, saa tung og hed,
brug aandens sverd og vaag og bed,
og rens dig tidt i livets flod,
den purpurstrøm, det korsets blod.
Tænk paa din fars og moders bøn,
paa taaren varm, som randt i løn.
Husk og et venligt blik ser ned,
som følger dig paa hvert et sted.
Og sker det du af veien gaar,
vend om, Guds favn dig aaben staar;
thi selv om jord og himmel brast,
Guds naadepagt staar evig fast.