O, moder, o tag i din favn dine smaa
og lær dem paa veien til himlen at gaa;
men endelig først denne vei selv betræd,
thi der, hvor du gaar, gaar og børnene med.
O, moder, o bed med og for dine smaa,
at samlet med dem du for tronen kan staa
og sige: her er jeg og børnene kjær',
som du mig betro'de, fortabt ingen er.
O, se paa den lille, du har paa dit fang,
tænk, hvor skal den blive i evighed lang,
i pine og graad eller glæde saa stor,
o moder, paa dig ogsaa meget beror.
O, moder, hvad gavnede det dine smaa,
om verden den hele du vel lod dem faa,
naar skade paa sjælen for evigt de har?
Ak intet, det kun deres ulykke var.
Om morgenen, naar de af sengen opstaar,
naar ude paa marken og veien du gaar;
om aftenen, naar du dig lægger igjen,
tal til dem om Jesus, din trofaste ven.
Tal til dine smaa, som du bar paa dit skjød,
om vennen, som døde og blodet udgjød.
Tal til dem og lær dem med bøn og med sang
om vennen, som for dem paa Golgata hang.
Jeg ved mangen moder det slet ikke gjør;
men kjære, begynd, nu maaske du snart dør.
Lad barnet ei staa ved din grav med de ord:
“Vor moder ei lærte os gudsfrygt paa jord.”
O, moder, af alt, hvad paa jord du har her,
er intet saa kostbart som børnene kjær';
med blod er de kjøbte, og døbte de staar,
og evigt de leve, naar alting forgaar.