Din sang lød fagert, store mand,
og vi os glæded' trindt om land;
naar du istemte, brast et slør,
saa synet længer rak end før.
Du sang, saa glædestaarer randt,
og taagen frem paa veien svandt,
saa nye undere kom frem,
og længslen steg mod ukjendt hjem.
Hvad gjør du nu, du store skald!
du leder folket i et fald.
Din sang du blandet har med gift,
og samfundsbaandet faar et rift.
Du vil frigjøre folkets aand,
men lægger den i slavebaand;
du vil den løfte og ei ved,
at dybere den synker ned.
Aa, jo, du ved, at intet land
bestaar foruden gudsfrygt sand;
thi klart i slægters bog det staar,
om Jesu ord du end forsmaar.
O, tænk, om Jesus var Guds søn,
naar du skal frem at faa din løn.
O, tænk, om ordet det var sandt,
at der din egen dom du fandt.
O, mindes du, hvor glad du var
i barnetro, i mor og far?
Hvad er du nu? læg haand paa bryst,
saa faar du svar, naar det bli'r tyst.
Vend om, bøi ind ad kirkens dør,
saa bli'r du atter kjær som før;
i verden her en sanger stor
og hist blandt himlens sangerkor.