Gudsfrygt er landets styrke,
det Herren selv har sagt;
tand, som vil Herren dyrke,
gaar frem i glans og magt;
men land, som Gud fornægter,
forgaar, det slaar ei feil.
For alle vantro slægter
her jorden staar som speil.
Gudsfrygt er hjerteblodet
og marv i folkets ben,
der kan opkvikke modet
til handling ædel, ren;
men gudløshed fortærer
som møl og rust, ja mer,
det sagaen og lærer,
hvis du derefter ser.
Betænk, naar landets kaarne
foragter Herrens bud,
nedbryder kirkens taarne
og jager gudsfrygt ud;
da viger folkets lykke,
og folket er i nød,
det hurtig frem mon rykke
mod undergang og død.
Derfor, du norske bonde!
som vælge skal igjen,
raad bod paa dette onde,
vælg kristelige mænd,
som gudsfrygt har i barmen
og barnetro til Gud,
som eier kraft i armen
for den at kjæmpe ud.
Da skal vi bo saa trygge,
da vorde Norge held;
en kraftig slægt vil bygge
omkring dets gamle fjeld
Den kjæk og fri vil stande
som gran i klippens sal
med klar og skyldfri pande
og fred i dødens dal.