Kom hid, høifjeldets rene luft
og naaleskovens krydred' duft
samt fuglens sang og bækkens spil
vidunderlig dig styrke vil.
Kom, du, som sukker, føler savn,
Tonsaasens hulde moderfavn
sig aabne vil med smil og sang
og lysne op din fremtids gang.
Kom, du, som er af livet kjed,
som ingen ven i verden ved;
her straaler kjærligheden blid,
som middagssol midtsommerstid.
Tonsaasens døre aabne staar,
og gjest fra fjern og nær indgaar,
som oftest og med men og bræk,
men tidt drog hjem glad, frisk stærk.
Tonsaasens eier hjertevarm
med mod i bryst og kraft i arm
den stolte Tonsaas reise lod,
til glæde, fryd og helsebod.
Hver mand ser op til ham som ven;
thi styret lagt er paa ham hen,
med fremsynt blik og friheds aand
han tager fat med kraftig haand.
Stavkarlen kjender veien godt
op til hans hjem, det fagre slot.
Ei hundredkroningen faar ro,
naar mist' er fattigkonens ko.
Gud sign da ham med frue kjær!
Tonsaasen lev' og rangen bær
til minde om det ædle par,
som videnom godt kjendskab har.