Mellem skovens stammer slanke, op mod fjeldets ly hæver sig det stolte, blanke Breidablik mod sky.
Det har aabnet sine porte som en ven saa kjær for de nære og langt borte, hid velkomne vær.
Det har aabnet sine sale, byder gjæst herind. Det vil sundheds roser male paa den blege kind.
Det vil haab og mod indgyde i den bange sjæl. Det vil aand og hjerte fryde. Det vil alle vel.
Engle smaa sig glade svinge over Breidablik, lægedom har under vinge for hver sjæl, der gi.
Sit haleluja istemmer skovens sangerkor. Blomst og blad ei heller glemmer fryde dem, der bor.
Breidablik med kildevandet fra kong Olafs tid, høit berømt saa vidt om landet vinker skarer hid.
Mindes ham, som korsets mærke farved med sit blod. Det gjør mandige og stærke ved den klare flod.
I dets mange lyse sale strømmer liv og fred ind fra skove, fjeld og dale og fra himlen ned.
I dets mange stille kammer vifter helsebod, ifra skovens bar og stammer og fra lægerod.
Breidablik da Gud velsigne og enhver, der gaar; da ei mange det kan ligne og i glans det naar.
Leve Breidablik saa længe Norges fjeld er til, og dets borge, taarnevænge stadig vore vil.
Cookies on Poetry Cove