Du bad mig, min ven, dig at skrive en sang,
dertil jeg og føler en inderlig trang.
Nu vil jeg dig give et broderligt raad,
følg det, skal det spare dig mangen en graad.
To veie nu aabnede foran dig staar,
en bred, som til helvedes pine nedgaar;
der danses og spilles, man synger og ler
den lystige ungdom i mængde man ser.
De raabe da til dig: “O, kom og gaa med,
i undgommens dage i verden dig glæd;
nu vil vi os fryde i dans og i drik
og andet, som du ved i bygden er skik.”
O, følg ikke med, det til jamren gaar hen,
tænk paa, hvad du lovede Jesus, din ven,
dengang du ved alteret grædende stod.
O, glem ei, at Frelseren udgjød sit blod.
Den anden vei synes saa tornet og smal,
men den bæ'r til himmelens herlige sal;
og faa den mon vandre, men følg da med dem,
du skal det ei angre, naar du kommer hjem.
Saa hils nu ifra mig saamange, du kan,
og bed dem gaa med os til himmelens land,
o, bed dem slaa følge til himmelens slot.
Fortæl dem, at der er saa herligt og godt!