Hvor er da prinsessens smykker,
siden hun ei selv dem bær'?
Spørg du dem, som gaar paa krykker
dg i anden jammer er.
Hun høimodig tog dem af
og de fattige dem gav.
Altsaa hendes smykker funkle
udi skolens lyse sal,
klarer op det dybe dunkle
her i jordens skyggedal,
for de fattige og smaa,
som uvidende maa gaa.
Hendes deilige juveler
drager op af syndens dynd
lastens træl samt og uddeler
trøst til sørgende med fynd.
Skjænker dem, som lider, mod,
lindring, ro og helsebod.
Hendes kostbarheder lyse
udi hytten mørk og graa,
varmer dem, som maatte fryse
i elendighedens vraa,
jager sult fra mangt et hjem,
lokker smil om munden frem.
Og naar jordens kostbarheder
synker ned i støv og grus,
hendes deilig glans udbreder
hist i kongers kongehus.
Kjærlighedens høie magt
did for evigt dem har bragt.
Nu et ord til eder, rige:
gjører ogsaa I som hun,
saa kan Herren engang sige:
I har aagret med jers pund.
Over lidet I var tro,
kom og hos din Herre bo.