De lidelser, Paulus taalmodigen bar
for Frelserens skyld, ret mangfoldige var –
af dem er det han sig og roser.
To hundrede slag fik han mindre end et,
tre gange hudstrøgen, da skulde du set
den blodige, blaaslagne kjæmpe!
Engang blev han stenet! Jeg synes jeg ser,
naar stenene traf, at man jubler og ler,
mens Gudsmanden blødende segner.
Tre gange i havsnød! Se der paa det vrag,
som føres mod klippen i bølgernes brag,
Guds sendebud fast sig har klamret.
I kulde og nøgenhed, vaagen og bøn
forkyndte han ordet, fik døden til løn, –
ved trængsler man indgaar til hvilen.
Alt dette og mere taalmodig han bar;
men tungest af alt dette ene dog var,
at mange de vendte tilbage.
Se, saadant led Paulus for sandhedens sag.
Hvad lider da du? Hvem er du til behag?
Ei verden og Gud dig kan like.