Nys lød det saa fra himlens trone:
“Gak ned at hente mig en brud!”
Med frydesang og harpetone
af Salems-porten drager ud
en gylden vogn med englepar,
snart nede de paa jorden var.
I kamret ind de stille træder,
gaar did, hvor syge vennen laa;
den gode moder, som der græder,
for taarer englene ei saa.
En engel kyste barnets mund,
snart laa et lig i sengen kun.
Men sjælen fulgte op for thronen,
hvor Jesu naglestungne haand,
paa barnet satte brudekronen
og lange, hvide klædebon.
I skulde seet, hvilken pragt ‒
saa underskjøn en brudedragt!
Nu er du fri for sorg og smerte
udi den blide englestad;
ved frelservennens ømme hjerte
du hviler nu saa tryg og glad.
Alt det du led, mens du var her,
du glemte rent i glæden der.
Hvil og dit legem', træt af møie,
i Herrens tempels stille ly, ‒
der aabner du igjen dit øie
engang i deiligt morgengry.
Farvel og signet mindet dit!
Vi til din grav vil se saa blidt.