Det var ved nytaarstider,
jeg over grænsen skrider
ind i et ukjendt aar.
Paa livets sø med harme
de vrede bølger larme
og truende mod skibet slaar.
Men hisset en vil vaage,
naar gjennem mulm og taage
mit ski her suser frem,
saa det blandt skjær og strande
til livets faste lande
i storm og stille styrer frem.
Og paa Golgata høie
der ser mit troesøie
et fyr med herlig glans;
det over floden lyser,
saa jeg ei mere gyser,
snart pryder mig en straalekrans.