Som Norges fjelde dets sønner er,
derfor hinanden de have kjær.
Om magt og vælde / og rang og ælde
de vidne bæ'r.
Den raske gut op paa fjeldets tind
omsuser snefog og storm og vind.
Han staar som egen / og ler ad legen,
saa varm om kind.
Snart suser nedad den bratte li
den kjække søn paa de glatte ski.
Snart bøssen knalder, / og bamsen falder
nær ved sit hi.
De høie fjelde med snehjelm paa
som kjæmper truende altid staa.
De vogter trolig / hver Norges bolig,
hvo kan dem naa?