Nils Jul

Nils Jul hed sønnen, hans far var prest. og glæden smiled i deres bolig, thi Jesus der var en hædersgjæst, og ham af hjertet de tjente trolig;

den fromme moder ved daglig bøn til Herren bragte sin kjære søn. Men hun fra Herren fik reisebud, og snart han maatte sin moder savne,

hun rakte skjælvende hænder ud for endnu engang sin gut at favne; hun hvisked fagte: “Kom hid, min søn, og hør din moders den sidste bøn.

O sønnen min, bliv ei verdens ven, men følg din Jesus af alle kræfter, jeg gaar foran dig nu til ham hen, men lov mig, kjære, du kommer efter.“

Der slap hun drengen og slumred ind med saligt smil om den blege kind. Det næste nytaar en grav var mer paa kirkegaarden, og Nils var ene,

sin fremtid mørk han imøde ser, men fast besluttet sin Gud at tjene; til hovedstaden han ensom drog og bragte med sig sin bibelbog.

Den gudsforagt, som han der fik se, ham gjorde harm udi sjæl og hjerte, men haan og spot faldt saa tykt som sne, og ak, den sandhed med gru han lærte,

at selskab slet let fordærve kan de gode sæder hos kvind' og mand. Ham gudsfornægtere søgte tit, de drog og lokked af alle kræfter;

det unge hjerte lidt efter lidt for fristelsen dog tilsidst gav efter, og han drog med paa den onde vei, men fred i hjertet han havde ei.

Han blev student med eksamen bedst og læste ivrigt og freden søgte, gjorde reiser i øst og vest at finde fred, men uroen øgte.

Til ungdomshjemmet saa tung i sind han gik, mens taarerne randt paa kind. Da saa han atter den kjendte egn, hvor mangt et barndomsminde smilte,

den samme kirke laa bag sit hegn, han did med bankende hjerte ilte; thi derfra udgik en røst saa blid: “Forlorne søn, kom tilbage hid.“

Han syntes høre sin faders røst fra høie stade Guds navn at prise; men, sagde han, der er ingen trøst for hjertet hos denne verdens vise,

kun vennen, som paa Golgata hang, kan stille hjerternes dybe trang. Sin moders stemme saa mild og blød han syntes høre, mens sangen bruste,

de sang om freden i Jesu død, mens orgeltoner som fossen suste, og freden smilte fra hvert et blik, men han i hjertet fik saare stik.

Da ordets tjener af Herrens bog velsignelsen fra Guds alter lyste, og mens gudsfolket den glad modtog, stod gudsfornægteren, skalv og gyste;

tilsidst fra koret saa dybt det lød: “Os derved trøste i liv og død.“ “Os derved trøste i liv og død“, han hvisked sagte, mens ud han tumled,

jeg har ei trøst udi nogen nød, han atter for sig alene mumled, til faders og til sin moders grav ved lindetræet han sig begav.

Han syntes, moderens kolde haand sig atter signende paa ham hvile, han syntes se hendes glade aand, der kunde midt udi døden smile.

“Os derved trøste i liv og død,“ det atter tordnende for ham lød. Han syntes, fadrens trofaste blik mod tempeldøren saa ømt at vinke,

og atter kommen derind han fik se korset straalende mod ham blinke; da brød han ud i en heftig graad: “Ak, jeg ved ikke min arme raad.“

Han gjennem taarer da saa derhen, og aanden hviskede til hans hjerte: “Se, der er synderes hulde ven, som paa Golgata led død og smerte,

gaa du nu trøstigen til ham hen, han ventet har dig at se igjen. Nils staar belæsset med synd og skam, Guds aand ham saa frem mod koret stødte,

da smilte faderen og Guds lam, de tre ved fonten igjen ham mødte; med tak og lov han da glad udbrød: “Nu har jeg trøst udi liv og død.“

Nu barnekaar han paany gjenvandt, fik arveret til Gud faders rige, sin høie visdom han holdt for sant mod Kristi blod og hvad det vil sige;

hvad verdslig viden og kløgt ei naar, kun barnetroen som gave faar.