Adams søn, omspændt af kvide,
sæt dig ned ved tjernets side,
vær saa ene med din Gud;
det er samme dybe smerte,
den du føler i dit hjerte,
som fra tjernet aandes ud.
Ja, en navnløs smerte skriger
over alle Jordens riger
ud fra skov, fra hav og land.
Folk og natur er i fængsel,
siden faldets dag med længsel
ser mod friheds gyldne strand.
Altsaa, der er noget hisset,
folk og natur er forvisset
om engang at kunne naa.
Ja, en hvile er tilbage,
hvor ei, naar den mindste klage,
paradis vi da gjensaa.