Kaldet lød i ungdoms dage
tidt og ofte i dit bryst;
men Guds aand du monne jage,
valgte heller verdens lyst.
Men Guds aand kom snart igjen
som en kjær og trofast ven;
han til bryllup dig mon byde,
men du vilde ikke lyde.
Ungdomstiden lod du svinde
udi daarers syndelag;
Herrens aand lod kraftig minde
dig om sidste regnskabsdag.
Men den verdens daareflok
raabte til dig længe nok;
du dem fulgte, aandens stemme
atter du da maatte glemme.
Du tiltager nu i alder,
aanden endnu modstand gjør,
nu og da han endnu kalder,
men ei lydt og tidt som før;
han blir mer' og mere svag,
indtil han tilslut en dag
evigt bort fra dig maa vige,
kan ei længer mod dig krige.
Herren og med rette
i sit eget sandheds ord:
Evigt skal min aand ei trætte
med dig, arme barn, paa jord;
nu skal du faa være fri,
med dig da det er forbi;
du kan ei dig selv omvende,
naadens tid har og sin ende.