Moder Norge

Vi elske vort Norge, vor ældgamle mor, hun staar der saa pragtfuld, urokket og stor, hun tidlig os aabned sit hjemlige skjød, og klangfuld som malm hendes vuggesang lød.

Hun smiler til os gjennem blomsten paa vang som moder til barnet, der hviler paa fang; ved liernes susen og skovbækkens spil hun os undervise og opdrage vil.

Hvad hjertet da føler i bankende bryst af kjærlighed, glæde, af længsel og lyst, ei ord eller tunge at tolke formaar, kan hænde, at skovtjærnet det forstaar.

Og naar hun prædiker som fossenes brus, som fuglenes kvidren, som elvenes sus, da bliver for sjælen det mangengang trangt, vil ud af sit fængsel saa langt, saa langt.

Hun skalde indvier paa skyhøie fjeld, dem døber i skovvand en midsommers kveld, dem vikler i kveldrødens flammende baand, og da er de salvet med glødende aand.

Saa trofast hun hæver den mørkladne tind og byder, at vi hende ligne i sind ved troskab og sandhed i al vor færd, saa børnene bliver sin moder værd.

Hun hæver sig høit med sin saga mod sky og maner os fremad til frihed og ry, som sønner vi og hende adlyde maa; kom, brødre, vi raske da fremad vil gaa.

Naturligt hun sparer og driver til flid, det opkvikker sønnen til mandelig id, gjør døtrene vakre og flittig med haand, og slægten bli'r kraftig paa legem og aand.

Naar træt og nedbøiet vi stunder til ro, en seng hun os reder saa moderlig tro, hvor trygt vi kan slumre til morgengry, da moder, den gamle, vi gjenser ny.