Bag floden paa snehvid og skinnende strand
der ligger et venligt og fredeligt land
der palmen sig hæver saa frodig og stor,
og fagreste evigheds-blommer der gror.
Der findes ei sorger, ei jammer og nød,
thi synden er borte, som hine har født;
men evig man lever i glæde og fred,
og solen, som lyser, gaar aldrigen ned.
Paa guldlagte gader man vandrer omkring,
serafer sig svinge i rad og i ring,
og hvidklædte skarers lovprisende sang
vidunderlig toner til harpernes klang.
Langs floden, som skinner uendelig klar,
staar træer, hvis frugt ingen lige vel bar,
og landet opfyldes af kjærligheds duft, –
o, glæde at være i himmelske luft!
Til landet ei fiende vove sig tør,
hvor herlige hære sin tjeneste gjør
om tronen, den høie, hvor Almagtens drot
paa evigheds grund har befæstet sit slot.
O, deilige land, du har hvile og ro,
jeg skuer din dæmring i haab og i tro.
Min borgerret fik jeg i daabsnaadens bad,
Vorherres var gaven, – o, hvor jeg er glad!