Det dyre blod, som randt af Jesu vunder og væded denne jord, hvorpaa jeg gaar, det er min trøst i alle livets stunder, og hjælp deri mod alle ting jeg faar.
Derfor om det jeg synger meget gjerne, skjønt stemmen tidt af graad og suk er kvalt, der funkler altid haabets lyse stjerne, om det med mig tilgrunde gaar i alt.
Naar synden volder uro, angst og møie, jeg flyr til Golgata til Jesu blod, om taaren væder end mit svage øie, jeg deri ser mig hellig, ren og god.
Om min fornuft indvending her vil gjøre og reiser sig imod, jeg svarer saa: Det er ei dig, men Herren, jeg skal høre, og naar han taler, du jo tie maa.
Naar næringssorg vil ind i hjertet flytte, jeg atter gaar til Frelserblodet hen. Om verdens guld man da mig bød ibytte, jeg svarer: Nei, nu er jeg rig igjen.
Ja, under alt, som piner her og tynger, jeg finder trøst i Jesu dyre blod; om det jeg under al min vandring synger, med samme sang jeg gaar i dødens flod.
Og naar jeg kommer op for lammets throne, fortsætter jeg den samme kjære sang, men der den synges med en anden tone og har en meget, meget bedre klang.
Og tænk, naar jeg med lammets brudeskare faar stemme med i kor den samme sang! Og gjennem evigheden skal den vare, og dog den aldrig blive vil forlang.
O tænk, hvor det deroppe da vil lyde til gyldne harper i den høie sal! O tænk, hvor børnene sig da vil fryde blandt helgener og englers tusindtal.
O, var jeg der, hvor glad jeg vilde være; skjønt veien did den er nok ikke lang. Men fienden har store, sterke hære, saa det er farefuldt saa mangengang.
Men denne sang opkvikker altid modet og øger troen udi stridsmands bryst. Den giver mod at kjæmpe indtil blodet, den kvædet er i mangen blodig dyst.
Naar baalet rundt de gamle helte flammed, var dette altid deres svanesang. Ja, denne sang den blege mund fremstammed, i dødens sidste stund saa mangengang.
De sang den udi ørkener og skove, naar de som vilde dyr blev jaget hen, de liv og blod og alting monne vove for Jesus deres blodbrudgom og ven.
O, Herre Gud! lad den mig og ledsage i kamp og strid og under al min gang. Og naar du naadig mig herfra vil tage, da lad den bli' min sidste svanssang.
Cookies on Poetry Cove