Ak, stjæler taaren sig ei stundom frem,
naar du ser hen mod hjemmets blide kyster
mens du saa fredløs vanker uden hjem
og leder efter fred i verdens lyster?
Ak, længes du ei hjem til faders hus?
Nu har de længe ventet paa dig hjemme.
Nei, – trives du i verdens sus og dus?
O, hører du ei hyrdens ømme stemme!
Sig, mindes du din moder ikke mer?
Vil du nu ikke hjem til hende ile?
Med vaade øine hun saa ofte ser
hen mod det land, hvor du dig søger hvile.
Se, hun udbreder nu sin ømme favn
og raaber: “Kom!” hun er for dig saa bange;
“kom snart igjen! o, kom i Jesu navn
og bliv ei længer der en syndens fange.”