Mine synder ere mange,
fler end sand ved havets bred;
derfor er jeg nu saa bange
og har ingen ro og fred.
Lovens dom den lyder paa,
at til helvede jeg maa.
Jeg er død til alt det gode,
men til synden staar min hu,
dette før jeg ikke trode,
men jeg det erfarer nu.
Alt, hvad før jeg stoled paa,
rent tilgrunde monne gaa.
Saa du klager, kjære hjerte,
og stor banghed du og bæ'r.
Sandheds Aand dig dette lærte,
og nu er du, som du er.
Løgnens Aand, som vanker om,
før dig lærte: “Du var from”.
Loven nu ei mer kan gjøre,
den din mund tilstoppet har,
den vil dig til Jesus føre,
som al verdens synder bar;
men du siger, du ei tør, –
du dig først omvende bør.
For ugudelige døde
Jesus til bestemte tid.
Den, som saadan frem vil møde,
faar hans retfærds kaabe hvid.
Tro da kun paa Jesu blod
og ei paa din redning god!
Se paa Zions brudeskare
oppe i Guds paradis!
Syndere som du de vare,
klaged sig paa samme vis;
alle kom just, som de var,
og fik brudedragten klar.
Kom og du, som er saa bange,
kom hen ind i Jesu favn,
kom med dine synder mange,
kom, thi Frelser er hans navn.
Kom, thi Gud dig har saa kjær
og just nu, kom, som du er.