I Ungdommens dage jeg engang var glad, med haab og fortrøstning til far min jeg bad. Der hvisked en stemme saa mild og saa sød: vær tro mod din Frelser, som for dig er død.
Ja tro ham nu vær den stund du er her, saa evigt hans brud du bli'r der. Jeg tjente da Herren med glæde og lyst,
en underlig fryd da opfyldte mit bryst; men verden, den djævelens trofaste brud, paa vellystens veie hun fik mig ført ud. Sin smiger og list
hun brugte forvist og drog mig fra Frelseren Krist. Han sagde: kom med os, saa faar du det godt, kast grillerne dine og bliv ei til spot.
Vil du blive hellig, mens du er saa ung, da bliver din skjæbne paa jorden for tung. Kom, kom nu da fort, kast bogen din bort,
slig læsning den gavner ei stort. Dens daarende smiger og lystige mit de ramte mit hjerte lig giftige pil; jeg dvæled vel endnu. Gudsaand sagde nei,
men satan vandt seier og jeg drog min vei, bad farvel med Gud, blev djævelens brud, paa vellystens hav svømmed’ ud.
Jeg hørte en stemme, men den var ei klar, thi vellystens rus havde gjort mig saa rar; jeg syntes der hvisked' om Frelserens graad, men høiest lød røsten fra ungdommen kaad.
Med skraal og med skrig de vandrende lig de ganske bedøvede mig. Jeg tumled en tid paa vellysternes strøm,
mit liv det gled hen som en rædselsfuld drøm; mit hjerte det blødte af tusinde saar, som den, der vil ture med verden, vist faar. Paa Strømmen jeg gled
jeg havde ei fred, til helvede gik det jo ned. Jeg havde ei fred, men et tærende nag; “fortabt” lød der i mig hver eneste dag.
En anden røst sagde: nu er det forsent. Jeg selv og istemte: ja, det er fortjent. Nu stor var mjn nød, tidt taarerne flød,
da hørtes en stemme, som lød: Jeg endnu dig elsker, forvildede faar, o, tro mig og mindes din Frelseres saar, skjønt du har forladt mig, som fiende staar,
jeg elsker dig endnu og efter dig gaar. O, bliv endnu min, saa skal jeg bli din, blot verden ei kalder dig sin.
Kom, kom i min favn, jeg forlader dig alt, kom, kom, hvad du skylder, det har jeg betalt. Kom, kom, vær herefter mig tro til din død, saa evigt du hvile skal faa i mit skjød.
Min naade begjær, kom just som du er, naar verden du mer ei har kjær. Nu syntes jeg hjertet dit brast udaf skam,
jeg laa som lynslagen, ja, som jeg var lam, og taarerne randt, saa min pude blev vaad, da sagde han venligt: “o stands nu din graad. Kom hid i mit skjød,
jeg for dig er død, forglemt er nu alt, hvad du brød.” Han løfted mig op og han kyssed mig ømt, jeg troede næsten, at jeg havde drømt.
Da sagde han atter: “du drømmer nok ei, du ved jo, mit blod det har rundet for dei; du ved jo min sved paa jorden randt ned,
for dig var det alt, hvad jeg led.” Jeg tog til at læse i bibelens bog, og lidt efter lidt han da sløret borttog. Tilsidst fik jeg se, at i Frelserens død
var gyldig forsoning for alt, hvad jeg brød. Nu kan jeg med fred i graven se ned, thi himlen er min, jeg nu ved.
Nu gaar jeg som frikjøbt, som Frelserens brud, mens verden den arme saa høit ler mig ud. Nu ser jeg til himlen og smiler saa glad, paa veien jeg nynner et pilegrimskvad.
Snart flytter jeg hen til Jesus, min ven og skilles ei ved ham igjen.
Cookies on Poetry Cove