Gud er min far, Guds søn min bror,
men her jeg fremmed er,
og ondskabs magt saa grum og stor
mod mig stor vrede bær.
Men hvo mig gjør fortræd og mén,
han Gud fortørnet har,
han rører ved Guds øiesten, – –
det siger selv min far.
Du afgrunds fyrste, led og ful!
Nu vogt dig, hvad du gjør;
naar jeg bag Krist, min bror har skjul,
saa skad mig, om du tør.
Jeg er en Jesu Kristi brud,
vil du med rænker gaa
og skjæmme ud mit høitids skrud,
skal han det vide faa.
Du verden med din løgn og list,
tidt før mig narret har,
gjør du det mer, saa vid for vist,
jeg klager for min far.
Nu ingen mer skal lokke mig
til utroskab mod ham.
Du satan, verden, gaa din vei!
Min ven er han, Guds lam.