I de tause midnatstider
kommer til dig tit en ven,
og han siger: Tiden skrider,
barnet mit, hvor gaar du hen?
Kom ihu du er en vandrer
og en gjest og fremmed her.
Døden snart det alt forandrer,
og for dommen staar du der.
Se, jeg elsker dig saa saare,
jeg for dig mit blod udgjød,
for at jeg dig kunde kaare
til min brud i hvilen sød.
Vil du give mig dit hjerte,
skal du faa en krone skjøn,
vil du skjønne paa min smerte,
saa skal himlen bli' din løn.
Ja, han hvisker dybt og stille,
tit og ofte i din barm,
mangengang saa taarer trille;
endog midt i verdens larm
hører du hans milde stemme,
naar du gaar paa lystens vei
og naar du er ene hjemme;
har du mod at sige: “Nei”?
Vil du ham nu udestænge
og dit hjerte lukke til?
Han vil ei med magt indtrænge,
vælg nu frit, gjør, hvad du vil.
Han vil tvungen brud ei have,
faar han “nei”, saa gaar han da,
men saa bli'r du satans slave;
skynd dig svar ham: “Ja, ak ja!