Hvo er da vel den lille flok?
for verden daarer sigtet nok,
men hør nu, hvad de ere:
De er Guds egen slægt og æt,
der har til himlen arveret;
Guds sande børn saa kjære,
der faders bud frembære.
En salve god i deres sind
til præster smukt dem vier ind,
til kongemagt og ære,
til Jesu Kristi rene brud,
til Guds profeter, der skal ud
og fredens bud frembære
og andre veien lære.
De staa paa vagt paa Sions mur,
forkynde sandhed ren og pur,
hvad verden end mon sige.
De trodser farer, nød og spot;
de ved, i himlens gyldne slot,
i deres faders rige
de snart skal faa indstige.
Til slutning jeg da spørger her,
om du iblandt den flokken er,
som haver Gud til fader?
Endnu engang jeg spørge maa:
Mon du er een udaf de faa,
som synden skyr og hader
og sig paa Gud forlader?