Jeg føler en trang i mit hjerte,
som dagligen volder mig smerte;
en røst, som ei hvile mig under,
men vækker mig tidt, naar jeg blunder.
Den siger: “Gak ud til de mange,
forkynd dem ved tale og sange
om vennen, som blodet lod flyde,
at trøst de og deraf kan nyde.”
“Men nu vil jeg ogsaa dig spørge,
hvem skal dine smaa vel forsørge?
Jeg tror, det er bedst, du er hjemme,”
saa lyder der atter en stemme.
Hvad monne vel dette betyde,
og hvem af de to skal jeg lyde?
Jeg synes, jeg gaar i et fængsel
og skuer udover med længsel.