Det var sommer paa fjeld og i dale;
bækken surred, og blommerne lo,
og paa redet sad kvidrende svale,
og paa vangen sprang lammene fro.
Det var jenten, som gik der paa stien;
som da lurtoner sendte omkring,
ja, der rungede deiligt i lien,
og jeg glemte de smaalige ting.
Saa begyndte de toner at tale:
“Ser du Frithjof og kong Ring paa jagt?
Ser du Haabrok i londoner sale?
Norske søn, vær som han, ei forsagt.
Se, den døende Guttorm de bære,
bleg og mager paa skjolde han sad
der mellem de krigende hære;
se den løn, som han fik for sit kvad.
Ser du Harald i Hafrsfjord at stride?
Kan som han du vel holde dit ord?
Ser du flaaden ved Svolder fremglide
der, hvor Trygvessøn sprang overbord?
Se, kong Olav med korset det røde
bygge kirker for frelseren Krist.
Se, paa Stiklestad maatte han bløde;
men en krone gjenfik han nok hist.
Se, kong Sigurd paa guldsko'de heste
drage ind udi Myklegaards stad;
se, det hellige land han mon gjeste;
se, i Jordan han tog sig et bad.
Her er landet, hvor fædrene bløde,
for det land led de smerter og savn.
Her er landet, hvorfor de og døde,
derfor mindes i nord deres navn.