Hvad du her paa jorden saar, evigt du at høste faar. Dette kan jo aldrig svige, det er regel i Guds rige,
saa og i naturen her, denne sandhed klar jo er. Noget efterladt du har i de huse, hvor du var, –
noget du dog ud har saaet, hvor i verden du har gaaet; hvad du da har saaet her, evigt du faar høste der.
Naar du raadden snak udsaar. hvad mon du da høste faar? Er det vellyst, spøg og latter; sæden, som du høiest skatter
og udsaar med lyst og leg, hvordan bli'r da dine neg? Naar du Herrens ord forsmaar; og med spottere du gaar. –
naar du Herren Gud foragter udi gjerning, ord og fakter, hvad mon du da høste faar, naar din afskedstime slaar?
Naar du egen fromheds sæd saar hos dig og andre med, naar du efter rigdom higer, udsaar falskhed, løgn og smiger;
ba din sæd staar Gud imod, du nedtræder Jesu blod. I en evig trængsels nat du med rette ind bli'r sat;
der i jammer, graad og klage, høstens frugt du maa modtage. evigt uden haab og trøst – tung og sur blir da din høst.
Men endnu paa jorden gror sæden frodig, høi og stor af det, som du med din tunge lagde ned i hjerter unge,
gror forbandelse og nød, modnes vil til evig død. Gyser du ei, naar du ved, at din syndesæd saa led,
blomstrer efter dine dage, bringer armod, ve og klage? Stans ogsaa for Jesus Krist, saa bli'r høsten herlig hist.
Cookies on Poetry Cove