O, Norge, letsindigt jeg nok dig forlod,
den fremmede jord næsten brænder min fod;
den blomst er ei kjendt, som nu staar ved min dør,
og klokken ei kalder til kirken som før.
Jeg kan ikke trives, jeg finder ei ro,
før i dine dale igjen jeg faar bo;
jeg føler et bittert og tærende savn,
til moder du ta'r mig igjen i din favn.
Jeg saa dig forsvinde ved himmelens rand;
jeg syntes, du sank i det blaanende vand,
og hjertet det brændte, og taarerne randt,
mens blikket jeg fæstet der, hvor du forsvandt.
Naar skal jeg faa se dig opdukke paany
med dale og fjelde, der rage mod sky,
med lier saa fagre med træstuen lav,
hvor moder mig vugged og die mig gav?
Ja, der hun mig favned med kjærlighed varm
og mangengang trykte mig tæt til sin barm,
og nu er hun graa, denne kvinde saa god.
Aa nei, hvor hun græd, da jeg hende forlod!