O, hvilke stunder,
naar jeg til Gud kan gaa!
O, hvilket under,
at jeg kan naade faa!
O, hvilken lykke,
at jeg, som brød Guds pagt,
mig nu kan smykke
med Jesu egen dragt,
et mesterstykke
udaf hans frelsermagt.
Tidt taarer flyde
paa svage kinder her,
og sukke lyde:
“O, gid jeg alt var der!”
Mig verden trykker,
og veien er saa trang;
mig synden rykker
tilbage mangengang.
Hist du mig smykker,
saa endes al min trang.
O, Jesu søde,
paa dig jeg stoler trygt.
Dig kan jeg møde
bag graven uden frygt.
Naar du ledsager
mig gjennem ørken frem,
jeg da ei klager,
om veien er lidt slem.
Naar dig behager,
saa hent mig til dig hjem.