I ølrøg indsvøbt i det fjerne jeg skuer
et fjeld, bagom det er den plet, som mig huer.
Ja, der gaar en kvinde, jeg synes at høre,
ned kys hun den vesle til brystet mon føre.
Der leger de smaa, som jeg ved paa mig venter,
de muntre smaagutter og søde smaajenter!
og der ser jeg skaret, hvor veien gaar over,
naar jeg kommer til dem. jeg glæde mig lover.
Og til dem jeg sender saa længtende blikke;
men bare det blaaner, jeg øiner dem ikke.
Men tys! mens jeg lytter, jeg hører en stemme,
men ak! den er fremmed og ei som der hjemme.
Med kjærligheds snorer saa stærke og ømme
jeg drages mod hjemmet, saa øiet maa svømme
i taarer. O, hjem! ingen plet dig kan ligne,
min Gud, jeg dig beder, du det vil velsigne.
For fjorde og søer jeg ei vil bortbytte
den bæk, som der risler tæt bagom min hytte.
Slig klang som i den jeg ei nogensteds finder,
skjønt tusinder nedad fjeldskrenterne rinder.
Harmoniske toner og sange jeg hører
saa bløde og fine, som kunstner'n opfører;
men ingen saa kjendte, saa kjære og søde,
kom de, som mig uden min hytte vil møde.
O, hjem, du prædiker om hjemmet der hisset,
hvor Frelseren børneret mig har forvisset.
Der skal vi tilsammen faa love og prise
den evige, høie og mægtige vise.