Vandet var forlængst tilende
i et Skib paa salten sjø.
Sydens sol med kraft mon brænde,
folk ombord af tørst maa dø;
men de træffe, før de ved,
Amazonens munding bred.
Tørste mer behøvdes ikke
der i verdens største flod, –
bare hale op og drikke!
Men de arme ei forstod,
de var ud af salten hav,
og at ferskvand dem omgav.
Røden rased' lige mægtig;
de i angsten hjælp ei saa,
endskjønt floden stolt og prægtig
hundred mile om dem laa,
løftende sin bølgetop,
prøvede naa til dem op.
En laa der i feberdrømme,
vildsomt ud i veiret slog,
medens flodens klare strømme
pladskede mod skibets skrog.
Tænk af tørst at smegte hen
paa en flod saa stor som den!
En saa ud med vilde blikke,
tungen hang ved ganen fast,
raabte sagte efter drikke, –
intet fik, men hjertet brast.
Tænk, af tørst at maatte dø
i den største ferskvandssjø!
Da et skib, som til dem seiler,
saa den nød, udbrød en mand:
“Hvad er det, som eder feiler?”
Svaret lød: “Vi mangler vand”
“Ja, saa skynd jer, hal det op,
læsk saa baade sjæl og krop!” –
Hvo, som tørster, kom at drikke!
raaber Jesus, Gud og mand.
Bange sjæl, undslaa dig ikke;
hal da op det livsens vand!
Nærmere er end du ved,
naadens flod saa dyb og bred.